Mærke: Sikkerhed

Sådan surfer du anonymt på nettet

Sådan surfer du anonymt på nettet

Vi lever i en tid, hvor cyberkriminaliteten bliver ved med at vokse, og hvor vores onlineadfærd bliver overvåget. Vores personlige data er guld, og store giganter ved næsten mere om os end vores nærmeste venner og familie. Du skal derfor passe på dine personlige oplysninger ved hjælp af forskellige tiltag, som kan besværliggøre det for andre at tilgå dine data.  

I det her indlæg vil vi komme ind på, hvordan du kan surfe anonymt på internettet, hvilket naturligvis er ganske lovligt. Dog vil vi først komme ind på, hvad en IP-adresse er, og hvorfor du skal skjule den for at bevare din anonymitet på nettet. 

 

Hvad er en IP-adresse?

En IP-adresse (Internet Protocol) er en unik talkode, der bruges til at identificere et apparat, når det kobles på internettet via en bredbåndsforbindelse eller et mobilt netværk såsom 4G- eller 5G-internet. Det er en form for digital adresse, som din enhed automatisk bliver tildelt, når du logger på internettet. Det kan være alt fra at lave en hurtig søgning på Google til at sende en besked på de sociale medier. Det vil du gøre via din IP-kode. 

Det er bl.a. via IP-koden, at din internetudbyder kan registrere dine aktiviteter online. Men det er også via din IP-adresse, at hackere og andre uvedkommende kan følge med i din onlinefærd. For at undgå dette skal du skjule din IP-adresse, og dette gør du via en VPN

 

Skjul IP-adresse – derfor skal du gøre det

Når du skjuler din gøren og laden online, undgår du at uvedkommende følger med i dine aktiviteter og udnytter dem, men der er faktisk også mange andre grunde til, hvorfor du burde gøre det. 

Ved at skjule din IP-adresse skjuler du også din virtuelle placering for hjemmesider og tredjeparter, samtidig med at du undgår de fleste censur- og overvågningsforanstaltninger. 

Du undgår desuden at få blokeret indholdet på dine streamingtjenester i udlandet. Du kan nemlig risikere, når du rejser uden for EU, at du ikke kan få adgang til fx Viaplay, TV2 Play, HBO Max og andre streamingtjenester. Det skyldes, at deres indhold er geo-blokeret, da det pågældende land, som du befinder dig i, ikke har tilladelse til TV-rettighederne. Du kan læse mere om, hvordan du streamer dansk tv i udlandet via vores indlæg. 

Sidst, men ikke mindst, kan det faktisk have en betydning for din internethastighed. Med en VPN skjuler du din IP-adresse, og det betyder, at din internetudbyder heller ikke kan følge med i, hvad du foretager dig online. Det betyder også, at din internetudbyder ikke kan begrænse din internethastighed på baggrund af dette. 

Hvis du ønsker maksimal beskyttelse, skal alle enheder benytte en VPN, både din smartphone, computer, tablet og printer. Det nemmeste ville være at bruge en VPN på din router, så det automatisk er denne, som dine enheder kører på. 

 

Brug inkognito-tilstand, når du surfer

Det er vigtigt at understrege, at intet fungerer så godt som en VPN til at skjule dine fodspor online, men der er alligevel nogle andre tiltag, som kan øge din anonymitet online, hvis du ikke ønsker at investere i en VPN-løsning. 

Inkognito er italiensk for ”ukendt”, og der er en speciel indstilling med dette navn i din browser. Den gør, at du kan surfe, samtidig med at dine loginoplysninger ikke gemmes. Det gælder også for cookies og andet tracking. Ifølge Google vil følgende ting ikke blive sporet, når du er i inkognito: 

  • Browserhistorik
  • Cookies og andre websitedata
  • Oplysninger, som du angiver i formularer.

Du vil med andre ord være online under dække og dermed ikke blive eksponeret for målrettede reklamer. Der er genveje for at tilgå denne tilstand i de forskellige browsere. 

  • Chrome: Ctrl+shift+n
  • Firefox: Ctrl+shift+p
  • Safari: Cmd+shift+n
  • Edge: Ctrl+shift+p.

Bemærk, at inkognito ikke skjuler din IP-adresse. Derfor vil din internetudbyder og hackere kunne tilgå dine onlineaktiviteter. 

 

Brug Tor Browser til at skjule dit onlinefodaftryk

Tor Browser, som er en forkortelse for The Onion Router, er en browser, der refererer til forskellige lag af krypteringer, der skjuler dine fodtryk online. Du kan altså surfe online og helt anonymt. 

Det er ganske enkelt at bruge Tor Browser. Du skal blot downloade og installere Tor Browser og erstatte Chrome, Firefox, eller hvad du nu har med denne.  

Når du anvender browseren, bliver dine data pakket i krypterede dele, som ikke kommer ud i netværket. Det vil sige, at informationer som kilde, størrelse, destination og tid ikke bliver delt med andre. Disse krypterede data bliver altså ikke delt med andre, som kan udnytte dem for at lære mere om dig. 

Dog er det vigtigt at understrege, at Tor ikke er en VPN eller en browser med indbygget VPN. Du er derfor ikke 100 % sikker online. Mange kritiserer også Tor for at være nem at hacke, så de uvedkommende gæster kan komme i kontakt med dine data. Derudover kan regeringskontorer se, at du anvender Tor Browser, hvilket for dem kan signalere, at der sker noget, som ikke er helt lovligt. 

 

Er det lovligt at surfe anonymt? 

Ja, det er lovligt at surfe anonymt ved at bruge en eller flere af de ovenstående tiltag. Du skal derfor ikke bekymre dig om at anvende VPN, inkognito eller Tor Browser, når du befinder dig i Danmark og ønsker at skjule din IP-adresse. Dog skal du have in mente, at selvom det ikke er ulovligt at bruge de ovenstående elementer til at beskytte dine data, så kan de ting, som du foretager dig online, stadig være ulovlige.  

Det er desuden ret bevidst, at vi skrev, at de var lovlige i Danmark, for i visse lande er det nemlig forbudt at benytte fx en VPN. Det drejer sig om lande som Kina, Rusland, Dubai, Egypten, Tyrkiet og en række andre lande. Undersøg derfor, hvilke love de enkelte lande har, inden du sætter gang i din VPN i udlandet.

Anbefal en ny internetudbyder

Send en besked